Hvor stammer ordet “kaffe” fra?

Kaffeplante

Hvor stammer ordet “kaffe” fra?

Kaffe. Det sorte guld der vækker sanserne til livs og sender varm energi igennem hele kroppen. Tidlige morgener og travle eftermiddage. Kaffen er den trofaste ven der altid er der, når du allermest har brug for det.

Du nupper måske et par kopper om dagen. Café latte, Flat White eller ganske almindelig filterkaffe. Men hvor meget ved du egentlig om den populære bønnes historie og produktion?

Hos SweetStreet elsker vi kaffe, og vores mobile kaffevogne er noget af det vigtigste i vores forretning. Vi sætter derfor fokus på det sorte guld i SweetStreets guide, kaffe A-Z, hvor vi kommer nærmere ind på kaffen som varm drik, bønne og produktion. I første omgang kigger vi nærmere på, hvem der opfandt ordet “kaffe” og hvor det stammer fra – læs med herunder.

Fra Etiopiens marker til baristaens bord

Når man snakker om hvem der opfandt kaffe og hvornår det blev opfundet, snakkes der om to forskellige ting: opdagelsen af kaffeplanten og bønnernes effekt ved indtagelse, og opdagelsen af hvordan man tilberedte kaffe som en drik med opkvikkende effekt.

Det at dyrke kaffeplanter stammer fra Kaffa-provinsen i Etiopien. Da Etiopien koloniserede Yemen kom kaffeplanten med, og herfra blev den hurtigt udbredt i mellemøsten. Man kender i dag til historier hvori kaffebønnen indgår, som kan dateres tilbage til 1400-tallet, men det er ikke til at sige hvor lang tid planten og bønnen har været kendt, uden at være blevet noteret på skrift eller andre overleveringer.

Fra Etiopiens kaffemarker til baristaens hjørne i storbyerne. Der dyrkes i dag kaffe i mere end 70 forskellige lande, og langt størstedelen af produktionen foregår i Brasilien.

Få kaffens historie, fra Etiopien til resten af verden på 10 minutter i denne video:

Fra det arabiske “qahwa” til det danske “kaffe”

På nuværende tidspunkt ved vi altså, at kaffeplanten i sig selv er lidt af en verdensborger. Men hvor stammer ordet “kaffe” fra, og hvem fandt på det?

Når man skal spore oprindelsen til navnet “kaffe” er der hovedsageligt to forskellige teorier der gør sig gældende:

Ordet kommer fra en geografisk provins:

Den ene teori lyder på, at kaffe fik dets navn fra det arabiske “qahwah” som kommer fra navnet “kaffa”. Sidstnævnte er, som skrevet længere oppe, navnet på den provins i Etiopien hvor kaffeplanten oprindeligt kommer fra. Historikerne mener, som der også fortælles i videoen herover, at kaffeplanten blev bragt til Yemen da Etiopien indvaderede landet omkring 1400-tallet, og at navnet derfor kommer fra plantens naturlige habitat.

Ordet kommer fra et arabisk udsagnsord:

Den anden teori går på, at det arabiske ord “qahwah” i forvejen var brugt til at navngive en særlig type opkvikkende vin. Det navn (Qahwah) skulle komme fra verbet “qahiya” som betød ” at mangle sult”. Kaffe er kendt for at dæmpe appetitten, og derfor blev den varme drik navngivet eller klassificeret efter samme type drik som vinen.

 

Der er altså ingen endelig konklusion på, hvor ordet kaffe stammer fra, men derimod to meget sandsynlige teorier. Uanset hvilken teori du synes virker mest sandsynlig kan man sige, at det ikke lader til at være et navn der er opstået af en kreativ hjerne, men derimod fra noget praktisk såsom en geografisk placeringen eller den følelse man får, ved indtagelse.